Guds arvinger

Af Karla Lentz

Jeg husker tydeligt dengang, jeg valgte at tro på Gud – en forsommer dag i 2003, hvor jeg ’tilfældigt’ kom i en kirke, hvor der blev talt om mirakler. Prædikanten talte i nutid om Jesus, som om Han stadig levede – jeg var så forvirret, og havde mange fordomme kørende i mit hoved, samtidig med at jeg ikke kunne begribe det. Jeg forstod intet af hvad Guds Rige var og hvad det vil sige at være Guds arving. Jeg er blevet en smule klogere, men hver dag lærer jeg stadig nyt om Guds Rige og hvor mægtig han er.

I Bibelen står der i Romerbrevet kap. 10 vers 9 & 10

“Hvis du ærligt kan sige: „Jesus er herre i mit liv”, og hvis du i dit hjerte tror på, at Gud oprejste Jesus fra de døde, så får du det evige liv. Gud accepterer og giver evigt liv til alle, som i deres hjerte tror på Jesus, og som med munden bekræfter deres tro.”

Næste skridt er at bede om tilgivelse for vores synder, og ved Guds nåde bliver vi frikendt i det samme vi beder om det. Vi kan komme til ham hver dag, og hver gang vi oplever magtesløshed og sorg, og hver gang vi rammer forbi målet – som er det synd i virkeligheden betyder.

Lige der, starter det åndelige liv! Nu er vi Guds arvinger – vi er blevet ‘connected’ med Gud, og et nyt liv er begyndt. Et nyt liv, hvor vi må træne os i at bruge vores åndelig sanser, så vi kan sanse Guds Rige. Tænk lige over det. Det er stort!

Men hvad betyder det at være Guds arving?

Man åbner op for en ny dimension – en dimension i den åndelig verden, fordi ånden bliver vækket.
Ikke bare bliver vi frikendt fra vores gamle natur, men hvis vi giver ham lov til at virke i vores liv, vil han blive ved med at forvandle os til en bedre udgave af os selv, og i sidste ende den bedste udgave af dig selv.

I Romerbrevet kapitel 8 kan man læse meget mere om det, at leve et åndeligt liv, men i vers 14 til 17 står der:

For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn.  I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!  Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.  Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

Vores arv et et liv i frihed – et liv hvor vi skal vandre fra herlighed til herlighed helt ind i evigheden. Og meget, meget mere. …..