”For nu vil jeg gøre alt nyt!”

Af Karla Lentz

”Det spirer frem allerede. Ser I det ikke? Nu baner jeg en vej gennem ørkenen og lader vandstrømme bryde frem i ødemarken.” Esajas’ bog kap. 43 – vers 19.

Det var de ord Gud gav til mig ved årsskiftet og det er det, vi alle har i vente for dette år: At Gud vil gøre nyt i vores liv. Han ønsker at forvandle os, og han ønsker at forandre vores liv og vores omstændigheder til noget bedre; at lade vandstrømme bryde frem i ødemarken, så alt spirer i vores liv. Kan du få øje på det?

Vi har nok alle haft perioder i livet, hvor vi har haft svært ved at få øje på alt  det gode Gud har til os på grund af afmagt. Vi kan have en følelse af at fortiden bliver ved med at vise sit grimme ansigt på grund af svigt, sorg, en hård barndom, eller dysfunktionelle familiemønstre. Andre har oplevelser fra voksenlivet med stress, depression, traumer fra ulykker, vold, skilsmisse, dødsfald osv. Oplevelser som kan sætte mørke spor i vores sjæl og påvirke os og vores familier i negativ retning.

I Esajas 43: 18 står der: Herren siger: ” Glem bare fortiden og lad være med kun at tænke på, hvad der skete dengang.”

Det kan være nemmere sagt end gjort – jeg taler af erfaring. I perioder med overskud kan vi magte at gøre, som der står i vers 18, men er modgangen for brutal, har vi ikke styrken i os selv.

…..og hvor finder vi så løsningen, når vi ikke kan selv. Når vi ikke i egen kraft kan trække os ud af mørket.

Løsningen finder vi hos Jesus, – Den enorme kraft der er i hans opstandelse.

I disse påskedage mindes vi ham og hvad han gjorde for os på korset. Han lod sig pine og torturere. Han ofrede sig selv, som et lam, der bliver slagtet, for at Gud kunne genoprejse ham på tredje dagen. Alt det for at vise verden, hvor højt elskede vi er og hvilken mægtig kraft Gud besidder, og som han vil delagtiggøre os i ved at sætte os fri af vores fortid, vores daglige kampe, vores arv og vigtigst af alt at han har besejret døden.

Det er netop den kraft, vi skal huske, at vi har iboende, og som kan gøre alt nyt i os. Den forvandler død til liv, når vi holder os tæt til ham, og giver ham plads i vores liv.

Han er opstanden. Tak, Jesus ❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *