Sjælen

Af: Lise J. Theisen

Kender du det som Paulus snakker om i Romerbrevet 7:19, at ‘For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg’? Hvor mange gange har du sagt til dig selv – hvis bare jeg kunne holde min mund, hvorfor skulle den bemærkning komme ud af min mund? Jeg skulle have hjulpet den person eller hvis bare jeg havde…

Det næste niveau – next level – som vi er ved at tage hul på i NextLevel, er helbredelse eller genoprettelse af sjælen. Det er et spændende emne – synes vi selv – der sker så meget, når vi har mod til at se på, hvad der ligger gemt i sjælen.

En af grundene til at vi har kastet os over dette store område er 3 Johannes 1:2 hvor Johannes skriver: ‘ Jeg beder til, at du i ALT må have succes og fremgang og have et godt helbred (fysisk), ligesom (jeg ved) at din sjæl har fremgang (åndeligt)’. Oversat fra Amplified Bible.

Johannes vil, at vi skal have det godt på ALLE måder. Det han siger er, at tilstanden i vores sjæls har indflydelse på vores liv i det fysiske, altså om vi er sunde og raske, og om vi lykkes i de ting, vi kaster os over.

Vi ved fra skriften, at vi er Gud tempel (1 Kort 3:16). For at Gud kan være sammen med os, er vi nødt til at rense os – at være hellige og lydefri. Som mennesker har vi jo en ånd, sjæl og legeme. Ånden bliver gjort ren og retfærdig i det øjeblik, hvor vi med vores mund bekender og i hjertet tror, at Jesus er Guds søn og vores frelser (Rom 10:9). Vores sjæl indeholder vores tanker, følelser og fri vilje, og vores legeme er vores hylster her på denne jord.

Når vi lever livet i denne verden, så får vi ar på vores sjæl. Det er en del af livet, det er med til at forme os, og gøre os til dem vi er. Det vi kommer ud for, de valg vi bliver stillet overfor, som vi enten tager eller ikke tager, gør, at hvis vi ikke er opmærksomme og villige til at bringe det frem for Guds trone, så har Guds ånd svært ved at få frit løb i vores liv. Vores sjæl: vores tanker, følelser og fri vilje, skal lutres i Guds ord, Jesu blod og bades i lyset fra Jesu herlighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *